Ørkenen kan umiddelbart ligne det perfekte sted for radiokommunikation.

Store åbne områder, få bygninger og lange strækninger med fri horisont kan give VHF- og UHF-signaler gode arbejdsbetingelser. Men samtidig kan afstandene være enorme, mobilnettet begrænset og omgivelserne hårde ved både radioer, batterier og mennesker.

Kommunikationsradio kan derfor være et værdifuldt værktøj i ørkenområder – især til kontakt mellem personer eller køretøjer, der rejser sammen.

Men en radio er ikke automatisk en forbindelse til omverdenen. Det er afgørende at forstå både rækkevidden og begrænsningerne.

Hvorfor er radio interessant i ørkenen?

En traditionel kommunikationsradio kan fungere direkte mellem to stationer uden mobilnet eller internet.

Det gør radio særlig interessant, når flere personer eller køretøjer bevæger sig gennem områder med begrænset mobildækning.

Radio kan blandt andet bruges til:

• Kommunikation mellem køretøjer i en gruppe
• Koordinering af stop og ruteændringer
• Kontakt mellem personer til fods og køretøjer
• Praktiske meldinger om terræn og kørselsforhold
• Kommunikation på steder uden mobilnet

Åbent landskab kan give god rækkevidde

VHF- og UHF-radio fungerer generelt bedst, når signalvejen mellem sender og modtager ikke er blokeret af store forhindringer.

Et fladt og åbent ørkenlandskab kan derfor give meget bedre forhold end tæt bebyggelse, skov eller kuperet terræn.

Det betyder dog ikke, at rækkevidden bliver ubegrænset.

Radiohorisonten sætter en naturlig grænse

Jorden er rund, og ved VHF- og UHF-kommunikation får det betydning over større afstande.

Selv på en fuldstændig flad slette vil to lave antenner efterhånden miste den direkte signalvej, fordi Jordens krumning kommer imellem dem.

Det kaldes ofte radiohorisonten.

Jo højere antennerne placeres, desto længere bliver den potentielle direkte radioforbindelse.

Hvor langt er der til radiohorisonten?

Som en forenklet geometrisk tommelfingerregel kan afstanden til den synlige horisont beregnes ud fra antennens højde.

En antenne cirka 2 meter over jorden har en geometrisk horisont på omkring 5 kilometer. En antenne 10 meter over jorden når omkring 11 kilometer, mens en antenne 100 meter over terrænet har en horisont på omkring 36 kilometer.

Når både sender- og modtagerantennen befinder sig over jorden, kan deres horisonter i princippet lægges sammen. Radiobølgernes udbredelse i atmosfæren betyder desuden, at den praktiske radiohorisont kan afvige fra den rent geometriske.

Ørkenen er ikke altid flad

Ordet ørken giver let et billede af en endeløs, plan sandslette.

I virkeligheden kan ørkenterræn bestå af klitter, klippeområder, plateauer, dale og store højdeforskelle.

En høj klit eller klippeformation kan derfor blokere signalvejen mellem to radioer, selv om området generelt virker åbent.

To køretøjer kan have fremragende radioforbindelse over en lang strækning og derefter opleve en markant forringelse, når terrænet ændrer sig.

Håndradio eller mobilradio?

Til kommunikation i og omkring køretøjer er der væsentlig forskel på en håndholdt radio og en fast installeret mobilradio.

Håndradioen er fleksibel. Den kan tages med ud af bilen og anvendes til fods.

En mobilradio i et køretøj kan derimod kombineres med køretøjets strømforsyning og en korrekt monteret udvendig antenne.

Hvorfor er en udvendig antenne en fordel?

Hvis en håndradio anvendes inde i et køretøj, befinder antennen sig omgivet af bilens konstruktion, passagerer og andet udstyr.

Det er ikke nødvendigvis den bedste placering for antennen.

En korrekt installeret antenne på køretøjets yderside kan få en friere placering og samtidig komme højere over jorden.

Begge dele kan forbedre radioforbindelsen.

Taget er ofte en attraktiv antenneplacering

På et køretøj er en antenneplacering højt og relativt frit ofte radioteknisk fordelagtig.

Den præcise installation afhænger af antennetype, frekvensområde og køretøj, og nogle antenner er konstrueret til at arbejde sammen med køretøjets metalflade som en del af antennesystemet.

En dårlig antenneinstallation kan derimod reducere rækkevidden og i visse tilfælde give et uhensigtsmæssigt forhold mellem fremadgående og reflekteret effekt.

Det er derfor værd at betragte antennen som en central del af installationen – ikke blot som et tilbehør til radioen.

Konvojkørsel er en oplagt anvendelse

Når flere køretøjer bevæger sig sammen gennem et stort område, er push-to-talk-radio særligt praktisk.

En kort besked kan sendes til hele gruppen med ét tryk på PTT.

Det kan eksempelvis være:

• “Vi stopper ved næste mulighed.”
• “Hold større afstand på grund af støv.”
• “Køretøj tre har brug for hjælp.”
• “Vi ændrer ruten.”

Alle radioer på den aftalte kanal kan høre beskeden samtidig.

Planlæg radiokommunikationen før afgang

En gruppe bør på forhånd have aftalt, hvordan radioerne anvendes.

Det kan blandt andet omfatte:

• Primær kanal eller frekvens
• Eventuel CTCSS- eller DCS-indstilling
• En alternativ kanal
• Kaldesignaler eller korte navne til køretøjerne
• Hvad gruppen gør, hvis radioforbindelsen mistes
• Hvornår der foretages faste radiotjek

CTCSS og DCS skaber ikke en privat kanal

CTCSS og DCS kan være praktiske, hvis flere grupper anvender samme radiokanal.

Radioens højttaler åbner kun automatisk for signaler med den valgte tone eller kode, afhængigt af opsætningen.

Men andre brugere på samme frekvens kan stadig modtage transmissionen, hvis deres radio er indstillet til det.

VHF eller UHF i åbent terræn?

Det kan være fristende at vælge radio alene ud fra en simpel regel om VHF eller UHF.

I praksis bør man se på hele radiosystemet.

Frekvens, antenner, terræn, antennehøjde, lovlig anvendelse og behovet for kompatibilitet spiller alle en rolle.

Åbent terræn kan være gunstigt for både VHF- og UHF-kommunikation, når signalvejen er god.

Varme påvirker udstyret

En af de store forskelle mellem bjerg- og ørkenkommunikation er temperaturen.

Elektronisk udstyr og batterier har specificerede temperaturområder, og meget høje temperaturer kan påvirke både drift og levetid.

Problemet bliver større, når udstyret ligger i direkte sol.

En radio på instrumentbrættet i en parkeret bil kan blive væsentligt varmere end den omgivende luft.

Batteriet har det heller ikke godt med ekstrem varme

Moderne håndradioer anvender ofte lithium-ion-batterier.

Høj temperatur kan accelerere batteriets aldring, og opladning under temperaturforhold uden for producentens specifikationer bør undgås.

Hvis radioerne skal bruges i længere tid langt fra almindelig strømforsyning, bør opladning derfor være en del af planlægningen.

Hvordan oplader man langt fra en stikkontakt?

Køretøjer giver gode muligheder for strømforsyning, men det kræver, at opladningsudstyret passer til radioens batterisystem.

Afhængigt af udstyret kan mulighederne eksempelvis være:

• Opladning fra køretøjets elektriske system
• USB-opladning på radioer, der understøtter det
• Reservebatterier
• Powerbanks til kompatibelt udstyr
• Solbaserede opladningsløsninger til længere ophold

Støv og sand er en anden udfordring

Ørkenen stiller også mekaniske krav til radioudstyret.

Fint sand og støv kan trænge ind omkring knapper, stik og andre åbninger. Det kan være særligt problematisk for udstyr, der gentagne gange bruges udenfor køretøjet.

Her kan radioens konstruktion og dokumenterede IP-klassificering være relevante.

Det første ciffer i en IP-klassificering beskriver graden af beskyttelse mod faste fremmedlegemer og støv, mens det andet vedrører vand.

Sand kan også være et problem for stik og tilbehør

Tilbehørsstik, opladningsporte og batterikontakter bør holdes så rene som muligt.

Et åbent stik, der fyldes med fint sand, kan senere give problemer, når et headset, en monofon eller en oplader skal tilsluttes.

Hvis radioen har dæksler over tilbehørsstik, bør de anvendes efter producentens anvisninger, når stikkene ikke er i brug.

En kraftigere radio løser ikke alle problemer

Det er nærliggende at tænke, at lange afstande kræver så mange watt som muligt.

Sendeeffekten har betydning, men den kan ikke ophæve radiohorisonten eller fjerne en klippeformation fra signalvejen.

Desuden er den tilladte sendeeffekt bestemt af det radiosystem og de frekvenser, der anvendes.

Reglerne stopper ikke ved landegrænsen

En længere rejse gennem ørkenområder kan krydse flere lande.

Det gør frekvensreglerne særligt vigtige.

En programmerbar VHF/UHF-radio kan teknisk være i stand til at sende på mange frekvenser, men det betyder ikke, at brugeren lovligt kan anvende dem.

Tilladelser, frekvensområder og tekniske krav varierer mellem lande.

Radio kontra mobiltelefon

Hvis mobilnettet fungerer, har telefonen store fordele. Den kan skabe forbindelse til personer langt uden for lokalområdet og give adgang til internetbaserede tjenester.

Radioens styrke er anderledes.

Den kan skabe hurtig, lokal kommunikation direkte mellem gruppens medlemmer uden at være afhængig af mobilnettet.

Og hvad med satellitkommunikation?

Hvis behovet er at kunne kontakte omverdenen fra et meget afsides område, kan satellitbaseret kommunikation være mere relevant end en almindelig håndradio.

Satellittelefoner og andre satellitbaserede kommunikations- og nødsystemer løser en anden opgave end lokal radio-til-radio-kommunikation.

De forskellige teknologier kan derfor supplere hinanden.

En kommunikationsradio er ikke en satellittelefon

Dette er særlig vigtigt i øde områder.

Hvis du kalder på en almindelig VHF- eller UHF-radio, skal der være en kompatibel modtager inden for radioforbindelse, før nogen hører dig.

Radioen sender ikke automatisk et nødopkald til en redningstjeneste.

Derfor bør kommunikationen have en plan B

I et område med store afstande og begrænset infrastruktur er det risikabelt at basere al kommunikation på én enkelt teknologi.

En gruppe kan derfor overveje, hvordan de forskellige systemer skal bruges, og hvad der sker, hvis ét af dem svigter.

Planen kan blandt andet omfatte:

• Radio til intern kommunikation
• Mobiltelefon, hvor der findes dækning
• Offlinekort og navigation
• Relevant satellitbaseret kommunikation ved meget afsides rejser
• Reservebatterier og opladningsmuligheder
• Aftalte mødesteder og procedurer ved mistet kontakt

Hvis radioforbindelsen bliver dårlig

Hvis to køretøjer mister forbindelsen, er det værd at tænke radioteknisk, før man konkluderer, at afstanden er blevet for stor.

Kontrollér først de enkle ting:

• Er begge radioer på den rigtige kanal?
• Er CTCSS eller DCS indstillet korrekt?
• Er antennen korrekt monteret?
• Er strømforsyningen i orden?
• Er terrænet mellem køretøjerne ændret?

Hvis det kan gøres sikkert, kan en højere eller mere åben position forbedre forbindelsen.

Gode radiovaner gør kommunikationen lettere

En radioforbindelse fungerer bedst, når beskederne er korte og tydelige.

Tryk PTT, vent et kort øjeblik, tal tydeligt og slip knappen, når beskeden er færdig.

Lange samtaler optager kanalen og gør det vanskeligere for andre i gruppen at komme igennem.

Ved konvojkørsel er korte, entydige beskeder ofte alt, hvad der er nødvendigt.

Ørkenen viser radioens styrker – og dens begrænsninger

Det åbne landskab kan give kommunikationsradio fremragende arbejdsbetingelser. En god antenneplacering på et køretøj og relativt fri signalvej kan give forbindelser over afstande, som en håndradio i tæt bebyggelse ville have svært ved at opnå.

Men ørkenen tilføjer sine egne problemer.

Afstandene er store. Temperaturen kan være ekstrem. Sand og støv belaster udstyret. Strøm og opladning skal planlægges. Og selv den bedste kommunikationsradio kan ikke skabe kontakt til en modtager, der ikke findes inden for radiosystemets rækkevidde.

Kommunikationsradio i ørkenen handler derfor ikke om at finde den kraftigste radio. Det handler om at kombinere den rigtige radio, en god antenneinstallation, realistisk forståelse af rækkevidden og en gennemtænkt plan for, hvordan gruppen holder kontakt – også når mobilnettet forsvinder.