Forestil dig, at året er 1962.
Radioen står på køkkenbordet. Fjernsynet findes måske i stuen, telefonen hænger på væggen, og ingen har mobiltelefon, internet eller mulighed for at modtage en besked fra en app.
Samtidig står USA og Sovjetunionen over for hinanden med atomvåben, og under Cubakrisen bliver risikoen for en direkte konfrontation pludselig meget virkelig.
Hvis det værst tænkelige skete, opstod et meget konkret problem:
Hvordan kommunikerer man med et helt samfund under og efter et atomangreb?
Svaret var blandt andet radio.
Atomvåbnene fylder naturligt meget i historien om Den Kolde Krig. Men bag afskrækkelsen fandtes et enormt behov for kommunikation. Regeringer skulle kunne lede landet, militære styrker modtage ordrer, varsler udsendes og befolkningen informeres – også hvis normal infrastruktur blev ødelagt.
Kommunikation før internettet
I dag er det svært at forestille sig, hvor anderledes informationslandskabet var under størstedelen af Den Kolde Krig.
Radio og fjernsyn var de store elektroniske massemedier. Telefonen var vigtig til direkte kommunikation, men telefonnettet var afhængigt af kabler, centraler og strøm.
Broadcast-radio havde en helt anden egenskab.
Én sender kunne nå tusindvis eller millioner af radiomodtagere samtidig. Modtagerne skulle ikke ringe op eller etablere en individuel forbindelse. De skulle bare kunne modtage signalet.
Hvis en myndighed skal sende den samme besked til meget mange mennesker, har broadcast-radio en særlig styrke. Senderen udsender én gang, mens alle modtagere inden for dækningsområdet kan lytte samtidig.
Sirenen kunne advare – radioen kunne forklare
Varsling var en grundlæggende del af civilforsvaret.
Hvis et angreb blev opdaget i tide, skulle informationen hurtigt videre til befolkningen. Sirener kunne få mennesker til at reagere, men en sirene kan kun fortælle ganske lidt.
Den kan advare om fare. Den kan ikke forklare, hvad der er sket, hvilke områder der er ramt, eller hvad myndighederne ønsker, at befolkningen skal gøre.
Her havde radioen en anden rolle.
Varslingssignal og radioudsendelse løser to forskellige opgaver. Sirenen tiltrækker opmærksomhed, mens radioen kan formidle mere detaljerede instruktioner og løbende information.
Men radiosenderen havde et problem
En kraftig radiosender er god, hvis man vil høres.
Det er samtidig dens svaghed.
Under især den tidlige del af Den Kolde Krig var der bekymring for, at almindelige broadcast-sendere kunne bruges som navigationshjælp af fjendtlige bombefly.
Et kraftigt signal fra en kendt sender kunne med radiopejling hjælpe et fly med at orientere sig geografisk.
Pludselig stod myndighederne med et paradoks: Den sender, man havde brug for til at informere befolkningen, kunne samtidig være nyttig for fjenden.
Hvis et fly kunne identificere signalet fra en kendt radiostation og bestemme retningen mod senderen, gav signalet information om flyets position. Problemet med at bruge broadcast-sendere som navigationshjælp var kendt fra tidligere krige og fik ny betydning i atomalderen.
Amerikanerne fandt på CONELRAD
I USA blev problemet forsøgt løst med CONELRAD – Control of Electromagnetic Radiation.
Systemet blev etableret i 1951.
Ved alarm skulle de normale AM-radioudsendelser ikke bare fortsætte som sædvanligt. Udvalgte stationer kunne i stedet udsende nødinformation på 640 eller 1240 kHz efter et særligt system.
Tanken var både at bevare muligheden for at informere befolkningen og gøre broadcast-nettet mindre anvendeligt som navigationshjælp for fjendtlige fly.
CONELRAD samlede nødradioudsendelser på to AM-frekvenser i stedet for at lade de normale stationer fortsætte uændret. Systemet skulle stadig bringe information til befolkningen, men samtidig gøre de almindelige sendere mindre anvendelige som geografiske pejlemærker.
Og så gjorde teknologien idéen forældet
CONELRAD blev ikke ved med at være løsningen.
Udviklingen af navigations- og våbenteknologi gjorde efterhånden idéen om at skjule mål ved at kontrollere broadcast-senderne mindre relevant.
I 1963 blev CONELRAD afløst af det amerikanske Emergency Broadcast System.
Det er et godt eksempel på et tilbagevendende tema i radioteknikkens historie: En løsning kan være fornuftig, så længe modpartens teknologi ser ud på en bestemt måde. Når teknologien ændrer sig, kan hele idéen miste sin betydning.
Det større problem: Hvem kunne stadig kommunikere?
Broadcast-radio var kun den synlige del af kommunikationsproblemet.
Hvis en atomkrig brød ud, skulle regeringer, militære hovedkvarterer og NATO's kommandostruktur fortsat kunne kommunikere.
Et omfattende angreb kunne ødelægge telefoncentraler, kabler, radiosendere, strømforsyning og kommandocentre. Derfor blev robuste og alternative kommunikationsveje en vigtig del af beredskabsplanlægningen.
Et hovedkvarter kan have både information og beslutningskompetence. Men uden forbindelse til andre myndigheder og enheder kan beslutningerne ikke nødvendigvis føres ud i livet. Kommunikation var derfor en del af selve evnen til at lede under en krise.
Telefonnettet kunne ikke stå alene
Det klassiske telefonnet havde mange fysiske afhængigheder.
Kabler skulle være intakte. Centraler skulle fungere. Der skulle være strøm, og forbindelserne mellem forskellige dele af nettet skulle overleve.
Radio kunne supplere de faste forbindelser, fordi der ikke behøvede at ligge et fysisk kabel mellem sender og modtager.
Det gjorde ikke radio usårlig. Antenner og sendere kunne ødelægges, signaler kunne forstyrres, og udstyret krævede stadig strøm.
Forskellige kommunikationsteknologier har forskellige svagheder. Derfor ligger robustheden ofte i at kombinere dem frem for at satse på én enkelt forbindelse.
Kortbølge kunne nå langt
HF- og kortbølgeradio havde en egenskab, som gjorde teknologien særlig interessant til kommunikation over store afstande.
Under de rette forhold kan HF-signaler udbrede sig via ionosfæren og dermed nå langt ud over den normale radiohorisont.
Det gjorde det muligt at etablere forbindelser over store afstande uden et sammenhængende kabelnet.
Til gengæld afhænger HF-udbredelse blandt andet af frekvens, tidspunkt og ionosfæriske forhold. Det krævede både teknisk viden og planlægning.
Længe før satellitkommunikation blev almindelig, kunne HF-radio forbinde stationer over meget store afstande. Det er en af grundene til, at kortbølge har haft så stor betydning for militær, diplomatisk og maritim kommunikation.
Så kom satellitterne
Rumkapløbet handlede ikke kun om prestige og mennesker på Månen.
Satellitter ændrede også mulighederne for kommunikation.
En kommunikationssatellit kunne skabe forbindelse over enorme geografiske afstande uden et sammenhængende jordbaseret kabelnet mellem endepunkterne. Militær satellitkommunikation blev derfor stadig vigtigere gennem Den Kolde Krig.
Men også satellitsystemer havde afhængigheder. De krævede jordstationer, antenner, strøm og kontrolsystemer.
Kabler kunne ødelægges. Radio kunne jammes. HF-forhold kunne være vanskelige. Satellitkommunikation krævede fungerende jordudstyr. Derfor blev alternative kommunikationsveje vigtigere end jagten på én usårlig teknologi.
Redundans blev et nøgleord
Hvis en besked er vigtig nok, bør den helst kunne komme frem ad mere end én vej.
Faste forbindelser kunne suppleres af radio. Forskellige radionet kunne løse forskellige opgaver, og senere kom satellitkommunikation til.
Alternative kommandosteder og reserveforbindelser kunne samtidig mindske risikoen for, at ødelæggelsen af ét anlæg afskar hele systemet.
To telefonlinjer hjælper begrænset, hvis begge går gennem den samme central. Reelt robuste systemer forsøger at undgå fælles fejlpunkter ved at kombinere forskellige forbindelsesveje, anlæg og teknologier.
En bunker uden forbindelse er bare et beskyttet rum
Det var ikke nok at have reservefrekvenser.
Selve kommunikationsudstyret og de mennesker, der skulle bruge det, måtte også beskyttes.
Under Den Kolde Krig blev der derfor bygget beskyttede militære og civile kommandofaciliteter i mange lande.
Kommunikationsudstyr kunne placeres i beskyttede anlæg, mens antenner, kabelføringer, strømforsyning og reservekraft måtte tænkes ind i systemets overlevelsesevne.
Det giver begrænset mening at beskytte en ledelsesfunktion under jorden, hvis alle forbindelser forsvinder. Kommunikation var derfor en vigtig del af de beskyttede kommandosystemer.
Strømmen var lige så vigtig som signalet
En radiosender uden elektricitet sender ikke noget.
Hvis det almindelige elnet blev ødelagt eller afbrudt, måtte kritiske kommunikationsanlæg derfor kunne fortsætte på reservekraft.
Generatorer, batterier, brændstof og elektriske installationer var dermed ikke bare praktiske detaljer. De var en del af kommunikationsberedskabet.
Det mest avancerede radioudstyr hjælper ikke længe uden strøm. Robust kommunikation kræver derfor også en plan for energi, reservekraft og fortsat drift.
Atomkrigen skabte et særligt elektronisk problem
En nuklear eksplosion kan under bestemte forhold skabe en kraftig elektromagnetisk puls – EMP.
En sådan puls kan inducere spændinger og strømme i elektriske ledere og dermed påvirke elektrisk og elektronisk udstyr.
Virkningen afhænger blandt andet af eksplosionens karakter og højde samt udstyrets konstruktion, forbindelser og beskyttelse.
Populærkulturen fremstiller nogle gange EMP som noget, der automatisk ødelægger enhver elektronisk genstand over et enormt område. Virkeligheden er mere kompleks. Påvirkningen afhænger af både hændelsen og det konkrete system.
Efter angrebet skulle informationen stadig frem
Hvis en atomeksplosion medførte radioaktivt nedfald, sluttede kommunikationsbehovet ikke med den første alarm.
Myndighederne havde brug for observationer og forbindelser, så et situationsbillede kunne dannes og instruktioner sendes videre.
Hvor var der målt farlige niveauer? Hvilke områder var ramt? Hvor var der behov for hjælp?
Et varslingssignal fortæller, at noget er sket. Derefter opstår behovet for løbende information. Civilforsvarets kommunikation skulle derfor kunne fungere både før, under og efter en hændelse.
Radioamatørerne havde en særlig egenskab
Ved siden af de officielle systemer fandtes radioamatørerne med egne sendere, modtagere, antenner og teknisk viden.
De var vant til at etablere radioforbindelser uden et offentligt telefonnet og håndtere skiftende radioforhold.
Internationalt fik amatørradio derfor også en rolle i forbindelse med nødkommunikation og civil beredskabsplanlægning.
Amatørradio kunne naturligvis ikke erstatte professionelle militære eller statslige net. Men en decentral gruppe mennesker med eget radioudstyr havde egenskaber, som kunne være nyttige, når normal infrastruktur svigtede.
To radioamatører med fungerende stationer kunne etablere en direkte radioforbindelse uden først at få adgang til det offentlige telefonnet. Det var en særlig mulighed i en tid, hvor næsten al anden personlig fjernkommunikation var bundet til telefoninfrastrukturen.
På den anden side af jerntæppet lyttede millioner med
Radio havde også en helt anden rolle under Den Kolde Krig.
Kortbølge kunne krydse landegrænser, og det gjorde radio til et politisk redskab.
Internationale radiostationer sendte nyheder og politiske budskaber på mange sprog over enorme afstande. Vestlige udsendelser blev rettet mod befolkninger i østblokken, mens Sovjetunionen og andre lande drev deres egne internationale radiotjenester.
Når en regering ikke ønskede, at befolkningen skulle høre en bestemt station, opstod en oplagt radioteknisk modforanstaltning:
Jamming.
Forstyrrelsessendere blev brugt til at gøre udenlandske kortbølgeudsendelser vanskelige at modtage. Det skabte en kamp i æteren, hvor den ene side forsøgte at få et signal igennem, mens den anden forsøgte at begrave det i interferens.
Radio Free Europe og kampen om informationen
Radio Free Europe og Radio Liberty blev blandt de mest kendte vestlige radiostationer rettet mod kommunistiske lande.
Udsendelserne viste, at radiobølger havde en egenskab, som var vanskelig for politiske grænser at kontrollere.
En avis kan standses ved grænsen.
Et kortbølgesignal er vanskeligere at standse.
Kortbølger kan under de rette forhold udbrede sig tusindvis af kilometer via ionosfæren. Det gjorde internationale radioudsendelser til et effektivt middel til at sende information over politisk lukkede grænser.
Militæret havde det samme jammingproblem
Det, der kunne gøres mod en international radiostation, kunne også bruges mod militær radiokommunikation.
Elektronisk krigsførelse blev derfor en vigtig disciplin.
Modstandernes signaler kunne forsøges opfanget, analyseret, pejlet og forstyrret. Radiokommunikation skulle dermed ikke kun fungere over den nødvendige afstand. Den skulle også fungere i et miljø, hvor nogen aktivt forsøgte at forhindre den.
For at en modtager kan høre dig, skal du sende et signal. Når signalet forlader antennen, kan andre også forsøge at opdage det. Problemet eksisterede før Den Kolde Krig og findes stadig i moderne militær radiokommunikation.
Atomvåbnene krævede den mest kritiske kommunikation
Ingen besked kunne være mere alvorlig end en ordre vedrørende atomvåben.
Det stillede ekstreme krav til command-and-control-systemerne.
Kommunikationen skulle være sikker mod uvedkommende, pålidelig og hurtig. Samtidig skulle systemet så vidt muligt kunne fungere under forhold, hvor et angreb allerede havde beskadiget dele af infrastrukturen.
Og der måtte ikke være tvivl om, hvem der faktisk havde myndighed til at give en ordre.
Atomvåben gjorde kommunikationssikkerhed til langt mere end et spørgsmål om radiodækning. Teknisk robusthed, autentifikation og politisk kontrol måtte fungere samtidig.
Den røde telefon var ikke en telefon
Et af Den Kolde Krigs mest berømte kommunikationssymboler er den såkaldte "røde telefon" mellem Washington og Moskva.
Men billedet af de amerikanske og sovjetiske ledere, der kunne løfte hver sin røde telefon og tale direkte sammen, er misvisende.
Efter Cubakrisen blev der etableret en direkte kommunikationsforbindelse mellem de to supermagter, så skriftlige meddelelser hurtigt kunne udveksles under alvorlige kriser.
Formålet var at mindske risikoen for, at langsom kommunikation og misforståelser gjorde en farlig situation endnu farligere.
"Den røde telefon" blev et effektivt symbol i film og populærkultur, men den oprindelige hotline var baseret på skriftlig kommunikation. Det afgørende var den direkte og hurtige forbindelse mellem supermagterne.
Så faldt muren
I 1989 faldt Berlinmuren, og i 1991 ophørte Sovjetunionen med at eksistere.
Den konflikt, som i årtier havde formet Europas militære og civile beredskab, ændrede karakter.
Mange installationer mistede deres oprindelige funktion. Anlæg blev lukket, militære strukturer ændret, og meget af kommunikationsteknologien blev overhalet af digitale systemer, fiberforbindelser, mobilnet og moderne satellitkommunikation.
Men principperne forsvandt ikke.
Spørgsmålene er stadig genkendelige: Hvad sker der, hvis forbindelsen svigter? Findes der en reserve? Er der strøm? Kan systemet forstyrres? Og kan vigtig information stadig komme frem?
Den Kolde Krigs radioer fortæller stadig noget vigtigt
Det er let at betragte gamle radiosendere, bunkere, kortbølgemodtagere og kommandonet som tekniske levn fra en anden tid.
Og teknisk er meget naturligvis forældet.
Men tankegangen bag systemerne er overraskende moderne.
Man planlagde efter, at infrastrukturen kunne svigte. Man brugte alternative kommunikationsveje. Man sørgede for reservekraft. Man forsøgte at beskytte kritiske installationer.
Og broadcast-radioen bevarede sin særlige mulighed for at sende information fra én afsender til meget store dele af befolkningen.
Trusselsbilledet og teknologien har ændret sig, men moderne kommunikationsberedskab bygger stadig på velkendte principper: redundans, alternative forbindelser, reservekraft og muligheden for at informere mange mennesker, når den normale infrastruktur er under pres.
Hvis telefonen blev tavs, måtte noget andet kunne tale
Det er måske den enkleste måde at forstå radiokommunikationens rolle under Den Kolde Krig.
Planlæggerne måtte forestille sig en situation, hvor det utænkelige allerede var sket.
Telefoncentraler kunne være ødelagt. Elforsyningen kunne være væk. Kommandocentre kunne være ramt. Radioforbindelser kunne blive forstyrret.
Og alligevel skulle samfundet på en eller anden måde kunne kommunikere.
Robust radiokommunikation handlede ikke kun om bedre sendere og modtagere. Det handlede om at sikre, at information og beslutninger stadig kunne bevæge sig gennem samfundet, selv når dele af den normale infrastruktur ikke længere eksisterede.
Heldigvis blev systemerne aldrig sat på den ultimative prøve, de var konstrueret til.
Atomkrigen mellem NATO og Warszawapagten kom ikke.
Men i årtier blev der bygget, øvet og planlagt ud fra muligheden for, at den kunne komme.
Bag bunkerdøre, på radiomaster og i kontrolrum stod derfor kommunikationssystemer klar til en verden, som alle håbede aldrig ville opstå.
Og hvis verden udenfor pludselig blev tavs, var planen enkel i princippet:
Nogen skulle stadig kunne sende. Og nogen skulle stadig kunne lytte.
Copyright © Kinaradio.dk