Da RMS Titanic ramte et isbjerg sent om aftenen den 14. april 1912, begyndte en kamp mod tiden. Skibet sank klokken 02.20 natten til den 15. april, men inden da nåede de to radiotelegrafister Jack Phillips og Harold Bride at sende nødkald ud over Nordatlanten.
Signalerne blev opfanget af RMS Carpathia, som ændrede kurs og sejlede mod den opgivne position. Skibet nåede frem, efter at Titanic var forsvundet, og tog mere end 700 overlevende om bord fra redningsbådene.
Radioen kunne ikke forhindre forliset. Den kunne heller ikke løse problemet med for få redningsbådspladser. Men uden de trådløse nødsignaler havde Carpathia ikke vidst, hvor katastrofen udspillede sig.
Trådløs telegrafi – ikke taleradio
Radiokommunikationen om bord på Titanic foregik ikke med stemmen, som vi kender det fra moderne marine VHF-radio. Beskederne blev sendt som morsesignaler via et Marconi-anlæg. Titanics radiokaldesignal var MGY, og det identificerede skibet over for andre radiostationer.
Radiostationen var placeret højt i skibet og kunne sende meddelelser til andre skibe og landstationer. Under den normale sejlads blev den blandt andet brugt til almindelig skibstrafik og passagerernes private telegrammer. Natten til den 15. april blev dens funktion langt mere alvorlig.
Nødkaldene fra MGY
Efter kollisionen omkring klokken 23.40 gav kaptajn Edward Smith ordre til, at der straks skulle tilkaldes hjælp. Jack Phillips begyndte at sende nødsignalet CQD sammen med Titanics kaldesignal MGY.
CQD var Marconi-selskabets etablerede nødsignal. Det var ikke en forkortelse for en bestemt sætning, men et kendt signal, som fortalte andre operatører, at et skib var i alvorlig fare. Senere sendte Phillips også SOS, som var det nyere internationale nødsignal. SOS betyder ikke “Save Our Souls” eller “Save Our Ship”, men blev valgt som en enkel og tydelig morsekombination: tre korte, tre lange og tre korte signaler.
Carpathia hører nødkaldet
Om bord på RMS Carpathia blev nødsignalet modtaget af radiotelegrafisten Harold Cottam. Han fik straks beskeden videre til kaptajn Arthur Rostron, som ændrede kurs og satte fuld fart mod Titanics opgivne position.
Carpathia modtog nødkaldet omkring klokken 00.25 og havde cirka 58 sømil at sejle. Skibet nåede frem, efter at Titanic var forsvundet, og den første redningsbåd kom langs siden omkring klokken 04.10. Derefter begyndte den omfattende redningsaktion, hvor mere end 700 overlevende blev taget om bord fra redningsbådene.
Radiotelegrafisterne blev ved deres post
ack Phillips og Harold Bride fortsatte med at sende og modtage beskeder, mens vandet bredte sig gennem skibet. Bride fortalte senere, at strømforsyningen til senderen stadig fungerede, da de forlod radiorummet kort før forliset.
Kaptajn Smith kom til sidst forbi og meddelte, at de havde gjort deres pligt, og at de nu måtte forsøge at redde sig selv. Phillips omkom under katastrofen. Bride overlevede, selv om han var hårdt medtaget, og efter redningen hjalp han Carpathias radiotelegrafist med den store mængde meddelelser mellem skibet, andre fartøjer og landstationerne.
Radio virker kun, når nogen lytter
itanic-katastrofen viste både radioens styrke og dens begrænsninger. Carpathia kunne kun nå frem, fordi nødkaldet blev hørt, forstået og bragt videre til kaptajnen. Uden den trådløse telegrafi havde redningsskibet ikke vidst, hvor ulykken fandt sted.
Samtidig viste katastrofen, at radio ikke hjælper, hvis ingen lytter. SS Californian befandt sig væsentligt tættere på Titanic end Carpathia, men skibets radiotelegrafist var gået af vagt, da nødsignalerne blev sendt. Derfor blev CQD- og SOS-kaldene ikke opfanget om bord.
Nye internationale sikkerhedsregler
Forliset førte til omfattende undersøgelser i både Storbritannien og USA. I 1914 blev den første internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen vedtaget. Den er bedre kendt som SOLAS.
eglerne omfattede blandt andet redningsudstyr, radiotelegrafi og kontinuerlig radiovagt. Læren var klar: Et nødkald må ikke gå tabt, blot fordi en enkelt operatør er gået til køjs.
Katastrofen førte også til en mere systematisk overvågning af isfaren i Nordatlanten. De første ispatruljer begyndte kort efter forliset, og arbejdet blev senere en fast del af den internationale indsats for at advare skibstrafikken om isbjerge.
Fra morse til moderne nødsystemer
Marrconi-anlægget på Titanic var avanceret for sin tid, men kommunikationen krævede uddannede operatører, manuel aflytning og en korrekt overført position. I dag råder skibe over marine VHF, satellitkommunikation, GPS, nødradiofyr og det internationale GMDSS-system.
Moderne nødkommunikation kan sende identitet og position digitalt, samtidig med at tale- og satellitforbindelser kan bruges under den efterfølgende redningsaktion. Grundprincippet er dog stadig det samme som i 1912: Et skib i nød skal kunne sende et tydeligt nødkald, nogen skal lytte, og hjælpen skal vide, hvor den skal sejle hen.
Radiokommunikationen gjorde forskellen
Historien om Titanic handler ofte om skibets størrelse, isbjerget, redningsbådene og de mange mennesker, der mistede livet. Men historien handler også om en forholdsvis ny kommunikationsteknologi, som midt i katastrofen viste sin værdi.
Jack Phillips og Harold Bride sendte nødkaldene. Harold Cottam hørte dem på Carpathia. Kaptajn Arthur Rostron reagerede og satte kurs mod positionen.
Radioen reddede ikke de overlevende alene. Det gjorde redningsbådene og besætningen på Carpathia. Men radiokommunikationen førte redningsskibet frem til dem.
Copyright © Kinaradio.dk