Kan man sende en radiobesked til en anden civilisation?

Forestil dig, at der et sted blandt Mælkevejens milliarder af stjerner findes en civilisation, som har udviklet sin egen radioteknologi. Måske har den radioteleskoper, kommunikationssatellitter og avancerede sendere. Måske forsøger den ligesom os at finde ud af, om der findes intelligent liv andre steder i universet.

Rent teknisk er svaret ja. Radiobølger kan bevæge sig gennem det næsten tomme rum med lysets hastighed og fortsætte langt ud over vores eget solsystem.

Men at sende et signal er kun begyndelsen. Hvordan opdager modtageren det? Hvordan viser vi, at signalet kommer fra en intelligent afsender? Og hvordan forklarer vi, hvad vi vil fortælle, når vi ikke har et fælles sprog?

Kort fortalt Vi kan sende radiosignaler mod fjerne stjerner, og menneskeheden har allerede gjort det. I 1974 sendte Arecibo-radioteleskopet en kodet meddelelse mod kuglehoben M13. Men afstandene er enorme, og selv et signal, der bevæger sig med lysets hastighed, kan være titusinder af år undervejs. Vi har endnu ikke etableret bekræftet radiokontakt med en udenjordisk civilisation.

Først skal vi finde nogen at tale med

SETI står for Search for Extraterrestrial Intelligence og betegner den videnskabelige søgning efter tegn på intelligent eller teknologisk aktivitet uden for Jorden. Læs mere om radiosignaler fra rummet og søgningen efter intelligent liv.

Et af de vigtigste redskaber i denne søgning er radioteleskopet. Med store antenner og meget følsomme modtagere kan forskere undersøge radiosignaler fra fjerne områder af universet.

Det betyder dog ikke, at ethvert usædvanligt radiosignal kommer fra en fremmed civilisation. Universet indeholder mange naturlige radiokilder, og vores egne satellitter, radarer og radiosendere kan også skabe signaler, der kræver nærmere undersøgelse.

SETI og METI – to forskellige begreberSETI handler først og fremmest om at søge efter signaler eller andre tegn på teknologisk aktivitet. METI står for Messaging to Extraterrestrial Intelligence og handler om bevidst at sende beskeder, som en mulig udenjordisk civilisation kan opdage. Man kan altså godt lede efter andre civilisationer uden selv at sende beskeder til dem.

Hvorfor er radio interessant til kommunikation mellem stjerner?

Radiobølger er elektromagnetiske bølger, ligesom synligt lys, infrarød stråling og røntgenstråling. Forskellen ligger blandt andet i deres frekvens og bølgelængde.

I vakuum bevæger elektromagnetiske bølger sig med en hastighed på cirka 300.000 kilometer i sekundet.

Radioteknik har samtidig en anden fordel: Vi ved allerede, hvordan man fremstiller stabile sendere, følsomme modtagere og store retningsbestemte antenner.

Radio er dog ikke den eneste mulighed. En fremmed civilisation kunne eksempelvis anvende optiske signaler eller lasersystemer. Derfor undersøger nogle forskningsprojekter også andre dele af det elektromagnetiske spektrum.

Et radiosignal bliver svagere med afstanden

På Jorden kan en almindelig VHF- eller UHF-radio have en rækkevidde på nogle få kilometer, mens en kraftig sender med en god antenne under gunstige forhold kan nå betydeligt længere.

Et radiosignal, der udsendes i alle retninger, fordeler sin energi over et stadig større område. I frit rum falder effekttætheden med kvadratet på afstanden.

Det betyder, at hvis afstanden bliver ti gange større, falder effekttætheden til en hundrededel.

Derfor er antennernes egenskaber mindst lige så vigtige som senderens effekt. Se også forklaringen af antennegain, dBi og dBd.

Hvorfor bruge en stor parabolantenne? En stor parabolantenne kan koncentrere radiosignalets energi i en forholdsvis smal stråle. I stedet for at sprede energien i alle retninger kan senderen rette en større del af den mod et bestemt område af himlen. På modtagersiden kan en stor antenne samtidig opsamle mere af den svage signalenergi.

Hvad er et lysår?

Et lysår er ikke en tidsenhed, men en afstand.

Det er den afstand, lyset tilbagelægger gennem vakuum på ét år – cirka 9.460 milliarder kilometer.

DestinationOmtrentlig afstandSignalets rejsetid
Månen384.400 km1,3 sekunder
Solen150 millioner km8 minutter og 20 sekunder
Proxima Centauri4,24 lysår4,24 år
En stjerne 100 lysår væk100 lysår100 år
Kuglehoben M13Omkring 25.000 lysårOmkring 25.000 år

Rejsetiderne gælder for et elektromagnetisk signal, der bevæger sig gennem det næsten tomme rum. En eventuel svarbesked skal bruge omtrent lige så lang tid på vejen tilbage.

En samtale kan tage generationer Hvis en civilisation befinder sig 100 lysår fra Jorden, tager det 100 år for vores radiobesked at nå frem. Selv hvis modtageren svarer med det samme, går der yderligere 100 år, før svaret når os. Én udveksling af spørgsmål og svar tager dermed mindst 200 år.

Hvordan ved en fremmed civilisation, at signalet er kunstigt?

Universet udsender naturlige radiosignaler fra blandt andet stjerner, pulsarer, gasområder og aktive galakser.

Hvis vi vil gøre os bemærket, skal signalet helst have en struktur, der er vanskelig at forklare som en naturlig proces.

En serie af primtal eller en systematisk opbygget sekvens kan være interessant, fordi matematiske relationer ikke afhænger af menneskelige sprog.

Men selv om en modtager opdager et usædvanligt mønster, er det ikke sikkert, at den forstår betydningen.

Matematik som fælles udgangspunkt Primtal som 2, 3, 5, 7 og 11 kan kun deles uden rest med 1 og sig selv. En organiseret talrække kan pege på intelligent aktivitet, men mønstret skal undersøges, før det kan betragtes som konstrueret.

Arecibo-meddelelsen – menneskehedens berømte radiobesked

Den 16. november 1974 blev en særlig radiobesked sendt fra Arecibo-radioteleskopet i Puerto Rico.

Arecibo-teleskopet havde en parabolformet reflektor med en diameter på omkring 305 meter og kunne med sin kraftige sender udsende et meget koncentreret radiosignal.

Meddelelsen blev sendt i retning af Messier 13 (M13), en stor kuglehob med hundredtusinder af stjerner.

Formålet var ikke at indlede en almindelig samtale med forventning om et hurtigt svar. Transmissionen var i høj grad en demonstration af, hvordan man kunne konstruere og udsende en besked, som ikke var baseret på et menneskeligt sprog.

Arecibo-meddelelsen i talDato: 16. november 1974
Afsender: Arecibo Observatory, Puerto Rico
Frekvens: Cirka 2.380 MHz
Datamængde: 1.679 bits
Varighed: Omtrent 3 minutter
Retning: Kuglehoben M13
Afstand: Omkring 25.000 lysår

Hvorfor bestod beskeden af præcis 1.679 bits?

Arecibo-meddelelsen bestod af 1.679 binære cifre, altså en sekvens af nuller og ettaller.

1.679 kan nemlig opdeles i de to primtal 23 og 73.

Hvis en modtager arrangerer de binære værdier i et gitter med 23 kolonner og 73 rækker og vælger den tilsigtede orientering, kan informationen danne et genkendeligt billedmønster.

Meddelelsen indeholdt blandt andet oplysninger om tal, kemiske grundstoffer, DNA, menneskets form, Solsystemet og Arecibo-teleskopet.

En besked uden almindelige ord En modtager uden fælles sprog kan opdage, at 1.679 binære værdier passer i et gitter på 23 × 73. Det kan være et fingerpeg om, at beskeden skal fortolkes som et billede.

Hvornår kan Arecibo-meddelelsen nå frem?

Afstanden til M13 anslås ofte til omkring 25.000 lysår, selv om afstandsestimaterne varierer.

Hvis en civilisation modtog beskeden og straks svarede, ville svaret skulle rejse omtrent samme afstand tilbage.

Det giver en samlet ventetid på omkring 50.000 år.

Regnestykket er endda forenklet. Stjerner bevæger sig gennem galaksen, så et signal rettet mod en bestemt position i dag ikke nødvendigvis rammer samme stjernesamling på det tidspunkt, hvor signalet når frem.

Arecibo-meddelelsen skal derfor først og fremmest forstås som et historisk og teknologisk eksperiment.

Voyager – en besked, der ikke sendes med radio

En anden berømt besked fra menneskeheden findes om bord på rumsonderne Voyager 1 og Voyager 2, som blev opsendt i 1977.

Begge rumsonder medbringer en særlig guldbelagt kobberplade kaldet Voyager Golden Record.

I modsætning til Arecibo-meddelelsen er Voyager-pladen ikke et radiosignal. Den er en fysisk informationsbærer, som rejser med rumsonden.

Pladen indeholder blandt andet 115 billeder, naturlige lyde fra Jorden, musik fra forskellige kulturer og talte hilsener på 55 sprog.

På pladens beskyttelsescover findes symbolske instruktioner, som blandt andet skal forklare, hvordan indholdet kan afspilles, og hvordan man kan finde oplysninger om pladens oprindelse.

En interstellar flaskepost Voyager Golden Record rejser langt langsommere end radiobølger. Hvis en teknologisk civilisation finder pladen, kan informationen i princippet afspilles. Sandsynligheden for, at den bliver fundet, er ukendt.

Radiobesked eller fysisk flaskepost?

EgenskabRadiobeskedVoyager Golden Record
TransportElektromagnetiske bølgerFysisk rumsonde
HastighedLysets hastighedRumsondens hastighed
ModtagelseKræver passende modtager og observationKræver fysisk opdagelse af pladen
InformationKodet signalIndspillede billeder og lyde
Største udfordringSignaldæmpning og korrekt afkodningEkstremt lille chance for fysisk kontakt

Begge metoder forsøger at løse det samme grundproblem: Hvordan efterlader man information, som en ukendt civilisation måske kan opdage og forstå?

Hvordan forklarer man noget uden et fælles sprog?

Selv hvis en fremmed civilisation modtager en radiobesked, er vi langt fra sikre på, at den kan forstå indholdet.

Vi ved ikke, hvordan en anden intelligens opfatter billeder, lyde, symboler eller tid.

På Jorden kan to radiostationer kommunikere, fordi de anvender en aftalt frekvens, modulation og protokol.

Modtageren skal derfor først opdage signalet, derefter forstå, at det indeholder information, og til sidst forsøge at afkode informationens betydning.

En mulig tilgang er at begynde med enkle matematiske og fysiske relationer og gradvist introducere mere komplicerede begreber.

Hvordan kunne vi begynde en besked? En tænkt interstellar besked kunne begynde med gentagne talmønstre. Derefter kunne den introducere simple geometriske forhold og fysiske størrelser. Først senere kunne beskeden forsøge at beskrive Solsystemet, Jorden og livet her. Ingen ved dog, om denne metode ville fungere for en fremmed civilisation.

Vi sender allerede radiosignaler ud i rummet

Menneskeheden har i mere end et århundrede anvendt radioteknologi, og noget af den elektromagnetiske energi fra vores sendere har bevæget sig væk fra Jorden.

Det gælder blandt andet visse radartransmissioner, radio- og tv-signaler og andre kommunikationssystemer.

Almindelige radiosignaler bliver ekstremt svage over store afstande. En fremmed modtager skal både have tilstrækkelig følsomhed, være rettet rigtigt og undersøge de relevante frekvenser på det rigtige tidspunkt.

Kraftige, retningsbestemte radar- og radiotransmissioner kan under passende forhold være lettere at opdage end svage signaler, som tilfældigvis slipper ud i rummet.

Et signal kan eksistere uden at være målbart At et radiosignal fortsætter ud i rummet, betyder ikke, at det kan registreres på enhver afstand. Senderens effekt, antennens forstærkning, frekvens, signalets båndbredde, modtagerens støjniveau og observationstiden har alle betydning for, om et signal kan opdages.

Kunne en fremmed civilisation høre vores gamle radioprogrammer?

Det er en populær forestilling, at udenjordiske civilisationer måske sidder og lytter til gamle tv-udsendelser eller radioprogrammer fra Jorden.

Men der er stor forskel på at opdage, at et svagt signal eksisterer, og at modtage det med så god kvalitet, at indholdet kan afkodes.

Ved store afstande ville modtagelsen kræve meget avanceret teknologi, og selv da ville resultatet afhænge af den oprindelige transmissions egenskaber.

Derfor er det langt fra sikkert, at almindelige jordiske udsendelser ville kunne opfattes som forståelige radio- eller tv-programmer fra en fjern stjerne.

Hvordan søger SETI efter signaler?

SETI-forskere bruger følsomme instrumenter og avanceret software til at undersøge radiospektret.

En vigtig metode er at lede efter meget smalbåndede signaler, fordi stærkt koncentreret radioenergi i et meget snævert frekvensområde under visse omstændigheder kan være interessant som tegn på teknologi.

Forskerne skal blandt andet kontrollere, om signalet stammer fra jordbaseret radioudstyr, satellitter eller andre kendte kilder.

De kan også undersøge, om signalet kan registreres igen, og om uafhængige observatorier kan bekræfte observationen.

Et usædvanligt signal er ikke nødvendigvis en besked SETI handler ikke kun om at finde mærkelige signaler. Den afgørende udfordring er at afgøre, om en observation bedst kan forklares ved en teknologisk kilde uden for Jorden. Et signal kan være interessant uden at udgøre dokumentation for en udenjordisk civilisation.

Wow!-signalet – et berømt mysterium

I august 1977 registrerede radioteleskopet Big Ear i Ohio et usædvanligt kraftigt radiosignal under et SETI-observationsprogram.

Signalmålingerne fik senere betegnelsen Wow!-signalet, fordi astronomen Jerry Ehman skrev ordet Wow! ud for den bemærkelsesværdige observation på en computerudskrift.

Signalet blev registreret i omkring 72 sekunder, men det er ikke efterfølgende blevet bekræftet som en transmission fra en udenjordisk civilisation.

Der er blevet foreslået forskellige mulige forklaringer, men observationens oprindelse er fortsat ikke entydigt fastlagt.

Wow!-signalet illustrerer, hvor vanskeligt det er at fortolke en enkelt usædvanlig radioobservation. Læs mere om Wow!-signalet og observationen fra 1977.

Skal menneskeheden aktivt sende beskeder?

Spørgsmålet om aktiv interstellar kommunikation er ikke kun teknisk. Det er også et spørgsmål om ansvar og beslutninger.

Nogle forskere og fortalere for METI mener, at vi bør forsøge at skabe kontakt, fordi en eventuel interstellar samtale kræver, at mindst én civilisation begynder med at sende.

Andre mener, at bevidste og kraftige transmissioner mod fjerne stjerner bør overvejes nøje, fordi vi ikke kender modtagerens identitet eller hensigter.

Hvem taler på vegne af Jorden? En radiobesked til en anden civilisation kan i princippet blive opfattet som en henvendelse fra hele menneskeheden. Men hvem skal bestemme, hvad vi fortæller om vores planet, vores teknologi og vores kultur? Det er et spørgsmål, som ikke kan besvares med radioteknik alene.

Hvad ville det kræve at sende en rigtig interstellar besked?

Hvis man ville konstruere et seriøst system til interstellar radiokommunikation, skulle en række tekniske problemer løses.

UdfordringMulig teknisk løsning
Meget store afstandeKraftig sender og antenne med høj retningsvirkning
Svage modtagne signalerStor modtagerantenne og følsom signalbehandling
Ukendt modtagefrekvensPlanlagt frekvensvalg og gentagne transmissioner
Ukendt modtagelsestidspunktLangvarig eller periodisk udsendelse
Ukendt sprogMatematiske mønstre og gradvis kodning af information
Fejl i transmissionenRedundans og fejlkorrektion
Meget lang svartidKommunikation over generationer

Den ville også kræve planlægning af signalets struktur, frekvensvalg, antenneretning, gentagelser og informationsindhold.

Kan kunstig intelligens hjælpe med at finde en besked?

Moderne signalanalyse og maskinlæring kan være nyttige redskaber i søgningen efter usædvanlige radiosignaler.

Radioteleskoper kan indsamle enorme datamængder, og automatiske systemer kan hjælpe med at sortere observationer, registrere mønstre og identificere signaler, som fortjener nærmere undersøgelse.

Det betyder dog ikke, at en algoritme automatisk kan afgøre, om et signal kommer fra en fremmed civilisation.

Resultaterne skal stadig kontrolleres med videnskabelige metoder og uafhængige observationer.

Hvorfor har vi endnu ikke fundet nogen?

Indtil videre findes der ingen videnskabeligt bekræftet radiokontakt med en udenjordisk civilisation.

Men fraværet af et bekræftet signal er ikke det samme som bevis for, at vi er alene.

Mælkevejen indeholder et enormt antal stjerner, og vi har kun undersøgt en begrænset del af de mulige frekvenser, retninger og observationstidspunkter.

En eventuel civilisation kan anvende teknologier, vi ikke leder efter. Den kan befinde sig meget langt væk eller sende på tidspunkter, hvor vores instrumenter ikke observerer.

Det er også muligt, at teknologiske civilisationer er sjældne, eller at de kun eksisterer i relativt korte perioder.

Fra almindelig radioteknik til interstellar kommunikation

Det mest fascinerende ved interstellar radiokommunikation er måske, at grundprincipperne er de samme som i vores almindelige kommunikationsradioer.

En sender producerer et radiosignal, en antenne udsender det, og en modtager forsøger at registrere signalet.

Frekvens, modulation, båndbredde, antenneforstærkning og signal-støj-forhold har stadig afgørende betydning. Se også artiklen om radiokommunikation i rummet.

Hvor en almindelig radioforbindelse kan etableres på få sekunder, kan en radiobesked mellem stjerner kræve århundreder eller årtusinder, før et svar overhovedet er muligt.

Den ultimative langdistanceforbindelse Forestil dig at sende et enkelt radiosignal mod en stjerne 50 lysår væk. En eventuel modtager hører først signalet 50 år senere. Hvis der kommer et øjeblikkeligt svar, modtager vi det 100 år efter vores oprindelige transmission. Teknologien bygger på kendt fysik – men tidsperspektivet er helt anderledes end ved jordisk radiokommunikation.

Konklusion: Kan vi sende en besked til en anden civilisation?

Ja. Vi kan konstruere og udsende radiosignaler, som bevæger sig mod fjerne stjerner, og vi har allerede demonstreret teknologien med Arecibo-meddelelsen.

Men vi ved ikke, om nogen er derude for at modtage signalerne.

Vi ved heller ikke, om en eventuel modtager ville kunne opdage beskeden, afkode dens struktur eller forstå dens betydning.

SETI forsøger at undersøge, om der findes tegn på andre teknologiske civilisationer, mens Arecibo og Voyager viser to forskellige måder at fortælle universet, at menneskeheden eksisterer.

Det er et af de mest vidtrækkende perspektiver på radiokommunikation: Et signal kan forlade Jorden og fortsætte gennem rummet længe efter, at senderen er blevet slukket.

Vi ved endnu ikke, om nogen nogensinde vil modtage vores besked. Men radioteknologien har allerede givet os muligheden for at sende den.