Antarktis er et af de mest isolerede steder på Jorden. Forskningsstationer ligger tusindvis af kilometer fra større byer, feltgrupper arbejder langt fra stationerne, og mellem dem findes enorme områder med is, bjerge og næsten ingen infrastruktur.
Her er kommunikation ikke bare praktisk. Den kan være en livline.
Satellitter har i dag gjort det muligt at sende store mængder data mellem Antarktis og resten af verden. Alligevel spiller traditionel radiokommunikation fortsat en vigtig rolle. VHF-radioer bruges lokalt omkring stationer og feltområder, mens HF-radio kan skabe forbindelse over langt større afstande.
Hvorfor er kommunikation så vigtig i Antarktis?
I en almindelig by tænker vi sjældent over, hvor mange kommunikationsmuligheder vi har. Mobilnet, internet, fastnet og lokale radionet ligger oven i hinanden.
I Antarktis kan situationen være helt anderledes.
En feltgruppe kan befinde sig langt fra nærmeste forskningsstation, og dårligt vejr kan forhindre transport i timer eller dage. Hvis et køretøj bryder sammen, et menneske kommer til skade, eller vejret pludselig ændrer sig, bliver muligheden for at etablere forbindelse afgørende.
Kommunikationssystemerne bruges blandt andet til:
- kontakt mellem forskningsstationer og feltgrupper
- sikkerheds- og positionsmeldinger
- koordination af fly og helikoptere
- kontakt med skibe
- vejrmeldinger
- medicinsk assistance
- logistik og forsyninger
- overførsel af videnskabelige data
Fra total isolation til radiokontakt
De tidligste ekspeditioner til Antarktis var næsten fuldstændig isolerede.
Når ekspeditionsskibet forsvandt mod nord, kunne der gå mange måneder, før deltagerne igen havde kontakt med omverdenen. Nyheder hjemmefra ankom med næste skib – måske først året efter.
Radio ændrede dette fundamentalt.
Under Douglas Mawsons australske antarktisekspedition i 1911–1914 blev et af de første store forsøg på at etablere en radiokæde mellem Antarktis og omverdenen gennemført.
En radiostation blev etableret ved ekspeditionens base ved Cape Denison, mens Macquarie Island fungerede som relæstation mellem Antarktis og Australien.
Morsekode over enorme afstande
Datidens radio var meget forskellig fra den kommunikationsradio, vi kender i dag.
Ekspeditionen anvendte en Telefunken gnistsender på omkring 1,5 kW. Kommunikationen foregik på langbølge ved hjælp af morsekode.
Forbindelsen var langt fra stabil. Kraftig vind beskadigede antennemaster, og operatørerne kunne bruge mange timer på at forsøge at få en besked igennem.
Alligevel var princippet revolutionerende: Mawsons ekspedition viste, at information kunne formidles fra en antarktisk base via Macquarie Island uden at vente på fysisk transport med skib. Forsøg, modtagelse og en etableret forbindelse var forskellige trin i udviklingen.
Læs også Morsekoden – det enkle signalsprog, der forandrede verden.
HF-radio blev forbindelsen til omverdenen
I årtier blev HF-radio en af de vigtigste teknologier til langdistancekommunikation i Antarktis.
HF står for High Frequency og dækker frekvensområdet fra 3 til 30 MHz.
Det interessante ved HF er, at radiosignaler under de rette forhold kan påvirkes af ionosfæren og vende tilbage mod jordoverfladen. På den måde kan forbindelser etableres langt ud over den normale radiohorisont.
Det gjorde HF særligt velegnet til et kontinent, hvor afstandene er enorme, og hvor der ikke findes et almindeligt netværk af kommunikationsmaster.
Læs mere i Radiobølger – sådan bevæger radiosignaler sig.
Men HF er ikke altid forudsigelig
Langdistancekommunikation via HF afhænger af forholdene i ionosfæren.
Forbindelsen kan blandt andet påvirkes af:
- tidspunkt på døgnet
- årstid
- solaktivitet
- valgt frekvens
- antenneforhold
- atmosfæriske og geomagnetiske forhold
De polare områder kan være særligt udfordrende. Solaktivitet kan påvirke ionosfæren og i visse situationer forringe HF-forbindelser betydeligt.
En frekvens, der fungerer godt på ét tidspunkt, kan derfor være dårlig nogle timer senere.
VHF til den lokale kommunikation
Hvor HF kan bruges over store afstande, er VHF særdeles velegnet til lokal kommunikation omkring forskningsstationer og feltområder.
VHF-radioer kan blandt andet anvendes mellem:
- personer på en forskningsstation
- feltgrupper
- køretøjer
- station og nærliggende feltlejre
- skibe og land
- fly og jordpersonale
VHF-signaler bevæger sig hovedsageligt direkte mellem antennerne. Derfor har terræn, afstand og antennehøjde stor betydning.
Det åbne antarktiske landskab kan nogle steder give gode radioforhold, men bjerge, klipper og selve Jordens krumning sætter stadig grænser for rækkevidden.
Læs også Hvorfor betyder antennens placering mere end sendeeffekten?
Repeatere kan udvide VHF-dækningen
En måde at forbedre lokal radiodækning på er at anvende repeatere.
En repeater placeres typisk højt i terrænet, hvor den kan modtage signalet fra en hånd- eller mobilradio og sende det videre.
Det betyder, at to radioer, som ikke kan nå hinanden direkte, måske alligevel kan kommunikere gennem repeateren.
Repeatere kan placeres højt og forsynes fra eksempelvis solceller, vindkraft og batterier. Solceller producerer ikke under polarnatten, og vind er ikke konstant. Energikilder, batterilagring og øvrige reserver skal derfor vurderes samlet for den konkrete station.
Læs mere i Repeater, offset og shift – sådan fungerer en repeaterkanal.
Radioen følger feltgruppen
Forskning i Antarktis foregår ikke kun inde på de permanente stationer.
Forskere kan arbejde i feltlejre langt væk fra den nærmeste base. Her kan kommunikationsudstyret være lige så vigtigt som telt, brændstof og proviant.
Afhængigt af ekspeditionen kan feltudstyret blandt andet omfatte:
- håndholdte VHF-radioer
- mobile VHF-radioer
- HF-radio
- satellittelefoner
- satellitbaserede sporings- og beskedsystemer
- reservebatterier
- alternative strømforsyninger
Det afgørende er brugbare alternativer. To forbindelser kan dog dele fejlårsag, eksempelvis strømforsyning, antenneplacering eller satellitinfrastruktur. Redundans skal derfor vurderes for hele kæden og ikke kun antallet af apparater.
Faste radiotider skaber sikkerhed
En vigtig del af feltkommunikation er ikke teknisk, men organisatorisk.
Feltgrupper kan have aftalte tidspunkter, hvor de skal etablere kontakt med stationen – ofte kaldet et radio schedule eller blot et radio sched.
Gruppen kan eksempelvis melde:
- at alt er i orden
- aktuel position
- planlagt rute
- vejrsituation
- forventet tidspunkt for næste kontakt
Hvis en aftalt melding udebliver, ved stationen, at der kan være behov for at undersøge situationen.
Læs også Radiostilhed – når en melding udebliver.
Satellitter ændrede Antarktis
Fra 1980'erne begyndte satellitkommunikation for alvor at ændre forbindelserne mellem de antarktiske stationer og resten af verden.
Hvor HF tidligere var den primære langdistanceforbindelse, kunne satellitsystemer levere mere stabile telefon- og dataforbindelser.
Et konkret australsk eksempel er ANARESAT: Davis etablerede forbindelse i marts 1987, efterfulgt af de øvrige australske stationer i 1988. Udviklingen skete ikke samtidig på alle stationer, men gav nye telefon- og datamuligheder.
I dag kan satellitforbindelser blandt andet bruges til:
- telefonforbindelser
- internet og e-mail
- videokommunikation
- meteorologiske data
- forskningsdata
- kommunikation med skibe
- forbindelser til fjerntliggende feltlejre
Videnskaben producerer enorme mængder data
Moderne forskning handler ikke kun om, at forskeren tager en notesbog med tilbage fra ekspeditionen.
Instrumenter kan kontinuerligt måle blandt andet:
- temperatur
- vind
- lufttryk
- atmosfæriske forhold
- kosmisk stråling
- ismasser
- geofysiske forhold
Satellitkommunikation gør det muligt at sende mange af disse data videre til forskningsinstitutioner tusindvis af kilometer væk.
En automatisk målestation kan dermed stå alene på isen, mens forskere på et andet kontinent følger målingerne.
Hvorfor bruger man stadig radio?
Når satellitkommunikation kan levere telefon, data og internet, kan det virke mærkeligt, at traditionelle radiosystemer stadig er relevante.
Men radio har nogle egenskaber, som er særligt værdifulde i felten.
En VHF-radio giver øjeblikkelig gruppekommunikation med et enkelt tryk på PTT. Flere personer kan høre den samme melding samtidig, og der skal ikke etableres et individuelt telefonopkald.
HF kan samtidig give en langtrækkende kommunikationsmulighed, som bygger på en helt anden infrastruktur end satellittelefonen.
Det giver robusthed.
| System | Typisk anvendelse |
|---|---|
| VHF | Lokal kommunikation mellem personer, køretøjer, stationer, skibe og feltgrupper. |
| VHF via repeater | Udvidet lokal eller regional radiodækning. |
| HF | Langdistancekommunikation uden normal lokal radioinfrastruktur. |
| Satellittelefon | Langdistance tale- og beskedkommunikation. |
| Satellitdata | Internet, telefoni og overførsel af videnskabelige data. |
Antarktis er ikke dækket som resten af verden
Satellitkommunikation har også sine begrænsninger.
Geostationære satellitter befinder sig over ækvator. Set fra meget høje sydlige breddegrader står de derfor ekstremt lavt over horisonten – og ved selve Sydpolen ligger almindelige geostationære satellitter under horisonten.
Derfor kan kommunikationssystemerne variere betydeligt mellem en kyststation og en station langt inde på kontinentet.
Andre satellitbaner og systemer kan anvendes. Nogle giver tidsvinduer, mens passende konstellationer kan give løbende dækning. Lav satellitbane betyder ikke automatisk periodisk forbindelse; tilgængeligheden afhænger af konstellation, terminal, udsyn og tjeneste.
Kulden påvirker udstyret
Radiobølgerne fryser naturligvis ikke, men radioudstyret kan blive kraftigt påvirket af de ekstreme temperaturer.
Kulde kan reducere batteriets tilgængelige kapacitet og evne til at levere strøm, så radioen kan få kortere driftstid eller slukke under belastning. Opladning skal ske inden for batteriproducentens temperaturgrænser; kuldetolerance under brug er ikke det samme som under opladning.
Andre udfordringer omfatter:
- kondens ved skift mellem kulde og varme
- stive kabler
- mekaniske påvirkninger
- is på antenner og installationer
- vanskelig betjening med tykke handsker
Læs også Batterier, opladere og strømforsyninger til kommunikationsradioer.
Vind og is udfordrer antennerne
En fast radioinstallation i Antarktis skal kunne overleve forhold, som de fleste antenner aldrig oplever.
Kraftig vind kan skabe enorme mekaniske belastninger på master, barduner og antenneelementer. Is og sne kan ændre antennens elektriske egenskaber eller beskadige konstruktionen.
Samtidig skal installationen være tilgængelig for vedligeholdelse – ofte under forhold, hvor selv en simpel reparation bliver vanskelig.
Det er endnu et eksempel på, at radiokommunikation ikke kun handler om selve radioen. Antenne, kabler, strømforsyning og mekanisk konstruktion er lige så vigtige.
Flykommunikation er afgørende
Fly og helikoptere er en vigtig del af transporten i Antarktis.
VHF-flyradio bruges ved blandt andet start, landing og feltoperationer. Flybåndskommunikation anvender normalt AM, mens landmobile VHF-systemer typisk anvender FM. Samme overordnede frekvensområde betyder derfor ikke, at udstyret kan kommunikere sammen; frekvens, modulation og opsætning skal passe.
Vejret kan ændre sig hurtigt, og der findes langt færre alternative landingspladser end i befolkede områder.
Præcis kommunikation om vejr, position og operationelle forhold er derfor særligt vigtig.
Skibene har deres egne radiosystemer
En stor del af transporten til Antarktis foregår stadig med skib.
Forsyningsskibe og forskningsfartøjer anvender maritim radiokommunikation på samme grundlæggende måde som andre skibe, men forholdene omkring Antarktis stiller ekstra krav.
Havis, isbjerge, dårligt vejr og store afstande gør kommunikation mellem skib, station og mindre både vigtig under forsyningsoperationer.
Her kan blandt andet maritim VHF og satellitkommunikation indgå i den samlede kommunikationskæde.
Radioamatører i Antarktis
Antarktis har også en særlig plads i radioamatørernes verden.
Gennem årtier har radioamatører på forskningsstationer etableret forbindelser med andre radioamatører over hele verden.
For en radioamatør i Europa, Asien eller Nordamerika kan en forbindelse med en station i Antarktis være noget ganske særligt.
Historisk havde amatørradio samtidig en mere praktisk social funktion. Før moderne satellitforbindelser kunne radioamatører på stationerne bruge deres udstyr til kontakt med omverdenen og med andre antarktiske stationer.
Fra morsekode til satellitdata
Udviklingen i Antarktis fortæller næsten hele radiokommunikationens historie i miniature.
På lidt mere end hundrede år er kommunikationen gået fra:
- gnistsendere
- morsekode
- HF-radio
- radiotelefoni
- telex
- VHF-kommunikation
- repeatere
- satellittelefoner
- digitale højhastighedsforbindelser
Men det interessante er, at de nye teknologier ikke nødvendigvis har fjernet de gamle.
De har i stedet fået forskellige roller.
Hvorfor bruges HF stadig i Antarktis?
HF kan give forbindelse over store afstande uden at bruge samme satellitinfrastruktur. Det kan være en nyttig alternativ vej, men kræver passende frekvens, antenne og ionosfæriske forhold.
Virker geostationære satellitter ved Sydpolen?
Almindelige geostationære satellitter ligger under horisonten ved selve Sydpolen. Andre baner og konstellationer kan give kommunikation, afhængigt af systemets dækning og terminalen.
Hvorfor bliver batteritiden kortere i kulde?
Kulde påvirker batteriets elektrokemi og øger typisk den indre modstand. Mindre kapacitet er tilgængelig, og spændingen kan falde mere under sending. Følg anvisningerne for brug, opbevaring og opladning af den konkrete batteritype.
Når radioen virkelig betyder noget
Antarktis er et ekstremt eksempel på et grundlæggende princip inden for radiokommunikation.
Under normale forhold lægger vi mest mærke til bekvemmeligheden ved kommunikation. I ekstreme miljøer bliver pålideligheden vigtigere.
En forsker mange kilometer fra stationen behøver ikke nødvendigvis høj datahastighed. Det vigtigste kan være at kunne sende en kort melding:
Vi er fremme. Alt er i orden.
Og hvis meldingen ikke kommer, skal nogen opdage det.
Det er derfor, radiokommunikation stadig har en central rolle på et kontinent, hvor satellitter og moderne datanet ellers har ændret næsten alt.
Fra de første hakkende morsesignaler over isen til moderne VHF-radioer, HF-forbindelser og satellitnet har målet været det samme: at skabe forbindelse mellem mennesker på et sted, hvor afstand, kulde og isolation ellers gør forbindelsen vanskelig.
Copyright © Kinaradio.dk